Niels Bohr tårnet
Van de Graaff generatoren - Nordeuropas første gnistlaboratorium
Lyn og elektriske gnister kan på en gang virke fascinerende og skrækindjagende.
Som regel opleves de på stor afstand og gerne bag vinduesglas.
På Energimuseet kan man på nært hold opleve store og små elektriske gnister uden fare for liv og lemmer. Dog er det en ganske hårrejsende oplevelse.
I Niels Bohr Tårnet kan man se en 7,5 meter høj Van de Graaff generator.
Generatoren er bygget af danske videnskabsmænd i 1953 og har i en årrække været brugt til videnskabelige forsøg.
Forsøg som førte til, at Niels Bohrs søn fysikeren Aage Bohr sammen med kollegaen Ben Mottelson kunne bekræfte deres ny og epokegørende teori om atomkernernes opbygning. I 1975 fik de Nobelprisen for deres teori.
Maskinen er blevet genopbygget i et tårn på Energimuseet. Tårnet har tidligere været anvendt til reparation af transformatorer.
I dag er generatoren afløst af nye typer og dermed har fået et otium som en maskine, der kan lave gnister.
Denne attraktion er således både en voldsom oplevelse og en spændende udstilling om dansk atomforskning og højspændt elektricitet.
Den store Van de Graaff generator fra Niels Bohr Instituttet er opstillet på Energimuseet i samarbejde med Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet.
Tesla-spolen
I Niels Bohr Tårnet står også en Tesla-spole, der kan lave 2 meter lange gnister og bruges til spektakulære forsøg, som f.eks. at få lys i et lysstofrør uden at det er forbundet med en ledning. De store gnister minder mest af alt om lyn, der farer hen over himlen.
Tesla-spolen er opfundet af Nikola Tesla, som spillede en vigtig rolle for vekselstrømmens udbredelse.
Tesla drømte om at bruge sin opfindelse som hjertet i et energisystem, hvor elektriciteten kunne fordeles til elpærer og motorer over hele verden helt uden ledninger. Opfindelsen kom dog ikke til at spille den store praktiske rolle, selv om den er velegnet som udgangspunkt, når man taler om vekselstrøm, frekvens og transformation.
Spolen er bygget af Finn Hammer, Nibe.
Demonstration af de to højspændingsmaskiner
Hverdage i sæsonen 15.marts - 31.oktober: Kl. 12.00
Weekend og helligdage
15.-30.marts: Kl. 13.00 og kl. 15.00
31.marts - 30.september: Kl. 13.00 og kl. 15.00
Oktober: Kl. 13.00 og kl. 15.00
Demonstrationen er gratis og varer ca. 30 minutter.
Ud over lyn og gnister omfater demonstrationen også et hårrejsende eksperiment med en mindre Van de Graaff generator.
I skoleferier - vinterferie uge 7, sommerferien og efterårsferie uge 42 kan der være andre tidspunkter for demonstration af højspænding - se kalenderen>
|