Afstand
Til forsiden
English version
Deutsche Version
Elmuseet - forside
 

Særudstilling: Folk og Klima - et fælles ansvar

 

Til særudstillingen har vi udarbejdet helt nye undervisningsmaterialer til klimaundervisning

 

 

Omtale af udstillingen


Spis din hund og bidrag til at løse klimaproblemet. I et anerkendt videnskabeligt tidsskrift fremkom to forskere i 2009 med denne provokatoriske opfordring. Deres beregninger viste, at en mellemstor hund om året spiser ca. 164 kg kød og ca. 95 kg kornprodukter. Regner man på klimabelastningen fra fremstillingen af dette foder, så er det lige så skadeligt for klimaet som en firehjulstrækker, der om året kører 10.000 km. I Energimuseets nye særudstilling, Folk og Klima – et fælles ansvar vil gæsterne bl.a. kunne opleve en udstoppet hund.

 

De fleste af os danskere ved, at vi ved at skrue ned for varmen og skifte til energisparepærer er gode ved klimaet. De færreste tænker over, at alle de produkter og ting vi køber, har kostet energi at fremstille og transportere og dermed også påvirker det globale klima. Ligeledes forholder det sig med det, vi stopper i munden. En gennemsnitsdanskers levevis er således årsag til udledning af ca. 19 tons CO2 om året. Heraf stammer de 3,5 tons fra de fødevarer og drikkevarer, han indtager. En stor del af de 19 tons CO2 kommer fra de varer, vi importerer – ikke mindst fra Kina.

 

En del af udstillingen handler om selve klimadebatten, hvor publikum får mulighed for at høre kendte og ukendte med deres bud på, om klimaændringer er et problem, og hvordan det skal løses. Filosoffen Ole Thyssen siger bl.a. her, at vi mennesker ikke er løsningen, men problemet, og at klimasagen ikke kommer til at engagere danskerne, før katastroferne banker på døren. Hver gæst får selv mulighed for at stille sig ind foran et filmkamera og udtrykke sin mening. Hver uge vil museet vælge blandt disse ytringer og lægge dem frem, så de kan se og høres i sammenhæng med bl.a. Bjørn Lomborg, Morten Messerschmidt og Lykke Friis.

 

Ikke kun nutiden er præsenteret i udstillingen. Går man mange tusinde år tilbage i tiden viser det sig, at klimaændringer ikke er et nyt fænomen. Der har både været koldere og varmere perioder på Jorden. Det kan man bl.a. finde ud af ved at kigge på iskerner boret op af den grønlandske indlandsis. Forskere fra Niels Bohr Institutet har i en årrække foretaget disse boringer og kan vise den sammenhæng, der har været mellem temperatur og indhold af CO2 i atmosfæren. I udstillingen kan man bl.a. se en iskerne fra tiden omkring Christian d.4. barndom.

 

Der bliver talt meget om drivhuseffekten, men går man folk på klingen, viser det sig, at mange er lidt usikre på, hvordan den virker. Det forsøger udstillingen at råde bod på. I samarbejde med Mark Film fra Viborg er der lavet en spændende tegnefilm, som med humor forklarer, hvordan CO2 er et gode, bare der ikke er for meget af den.

 

Udstillingen er således en god blanding af politiske, samfundsmæssige og naturvidenskabelige indslag.

 


Energimuseet . Bjerringbrovej 44 . DK-8850 Bjerringbro . info@energimuseet.dk . Tlf. +45 8668 4211 . Fax +45 8668 0470
Sitemap
Udskriv